Finn Christensen

Hvad det hele handler om

Traditional horsemanship bygger på respekt og tillid. I nyere tid er denne form for horsemanship videreudviklet og forfinet indenfor den Californiske Vacquero tradition hvis fremmeste repræsentanter inkluderer Tom og Bill Dorrance, Ray Hunt, Buck Brannaman og Bryan Neubert. Det er dog samtidig klart at denne form for horsemanship har sine rødder helt tilbage til de allerførste forsøg på at tæmme hesten og bruge det i vores tjeneste og enhver tidsalder har haft sine udøvere og fortalere. De specifikke metoder har varieret alt afhængig af det konkrete formål med uddannelsen af hesten; men det underliggende mål for denne type af horsemanship har altid været et harmonisk og gensidigt respektfuldt forhold. Dette var en langt mere indlysende indfaldsvinkel dengang ens overlevelse og daglige arbejde var afhængig af et sådant forhold; men sådan er det ikke længere og der er derfor et stadigt behov for at uddanne sig selv til at se og forstå hesten ud fra dens naturlige forudsætninger i vores omgang og træning af den.

Det handler om at behandle hestene med samme respekt og tillid som vi selv ønsker at blive mødt med. Det handler om et samvær i et spændingsfelt mellem at planlægge et forløb, at justere efter omstændighederne, at leve i nuet, at agere uden hverken at tabe sig selv eller fortabe sig i sig selv og derudover en masse konkrete teknikker som nærmest kan varieres i det uendelige. Det er noget der kan læres men det er tillært. Det kræver at vi udvikler en fin fornemmelse, balance, timing, tålmodighed og frem for alt en evne til at se. Det er ikke evner vi er født med.

Arbejde med heste på denne måde kan virke nørdet eller feinschmeckeragtigt. Udstyret, metoderne og talemåderne er det måske også; men når man skræller det af så handler det i virkeligheden om noget så almenmenneskeligt som at lære at være til blandt andre levende væsener. Det specielle med hestene er så at de er flugtdyr som ikke naturligt ville have et forhold til mennesker.

Heste overlever i naturen ved at registrere bittesmå nuancer og forandringer i deres omgivelser. Der er en ekstrem følsomhed som er svær at fatte og man må simpelthen arbejde MED denne følsomhed/evne og ikke IMOD den. Den kan ikke fjernes uden at knække hesten mentalt.

Det er vores valg at have et forhold til heste og det eneste naturlige ved det er at de er levende væsener som os og ligesom os er sociale dyr der trives ved at vekselvirke med andre levende væsener – længere rækker det naturlige i natural horsemanship ikke; men det er faktisk også temmelig meget. Det er selve basis for at det overhovedet kan lykkes at have et forhold der ikke udelukkende er brug eller endda misbrug af en anden dyreart. Det forhold der kan udvikle sig er så et underligt, nærmest forunderligt partnerskab som, hvis det baseres på tillid bliver ligeværdigt eller simpelthen værdigt og tilliden er ikke bare gensidig – den kan blive generel. Dvs. hesten kan komme dertil at det ikke bare er dette enkelte menneske som behandler det ordentligt men ethvert menneske som behandler det ordentligt som det gerne vil være sammen med og samarbejde med.

Det er kun rimeligt at da det er os der har valgt at have et forhold til heste at det så også er os der må tilegne os de evner der skal til for at skabe denne tillid hos hesten – ikke at vi kan ’skabe’ den; men vi kan sætte det op så hesten SELV vælger at stole på at den ikke bliver spist og måske oven i købet synes det kunne være sjovt at lege med. Der er en verden til forskel mellem at få en hest dertil at den bare finder sig i at være sammen med os og vores flimrende facon og så en fornemmelse hos hesten af at den er sammen med et væsen som ved hvad afstand og rum betyder for den.

For mig er det vigtigt at de heste jeg arbejder med kan omgås andre med samme tillid og at jeg VED at hesten har fået en god deal således at hesten gerne vil mennesker og har fået en generel tillid til os, som over tid, kan udbygges og jo længere tid man er sammen med den hest jo dybere vil det bånd være som opstår.

I sidste ende handler det om at arbejde med sig selv, den måde vi præsenterer os for hesten på, den måde vi præsenterer en ny lektion til hesten på. Det skal komme fra os til hesten før det kan komme tilbage igen - og du skal give for at give, før du kan få det igen. Hesten VED hvis du ikke har den bløde plet indeni, hvis du ikke har overskud, hvis du ikke kan tåle at blive frustreret, hvis du ikke kan adskille din egen frustration/frygt/vrede fra hestens legitime overlevelsesinstinkt og forsvarsreaktioner og sidst, men ikke mindst hvis du ikke kan SE.

Hesten lever i et hierarki – dens mentale helbred afhænger af at der er en klar rangorden mellem dig og hesten. Du kunne godt i et misforstået forsøg på at være blød overlade lederskabet til hesten; men det er simpelthen ikke sikkert, fordi hesten jo ikke ved hvor skrøbelige vi er. Der er ingen modsætning i at være lederen og at udvikle et villigt partnerskab. For et flugtdyr der naturligt lever i en rangorden er det tværtimod en nødvendighed. Det er respekt og ikke dominans. Det er en dans hvor hesten kan have sit rum og mennesket sit og hvor vi præsenterer vores ideer til hesten så DEN kan komme op med dem og hvor vi anerkender det mindste forsøg fra hestens side på at PRØVE at finde dem. Det er ikke blot en avanceret evne til at kommunikere – det er den lette del. Det er simpelthen en evne til at være.